Case: Gør det let at lave gode aftensmåltider til alle

Gør det let at lave gode aftensmåltider til alle

Kampagnen “6 om dagen” samarbejder med Kvickly og grøntproducenter om et innovativt måltidskoncept skabt specielt til børnefamilier. Nueva hjælper partnerne med konceptmodning, pre-test og evaluering af pilotafprøvning i tre butikker.

Over 10 uger møder, observerer og interviewer vi familier på middagsindkøb i tre forskellige Kvickly-butikker. Spørgsmålet er, om det fælles nyudviklede måltidskoncept taler til børnefamilierne og møder deres behov for let, hurtig og varieret aftensmad.

Gennem feltstudierne identificeres nogle gennemgående mønstre i forholdet til mad og indkøb. Mange valg træffes først i butikken og under selve indkøbet. Butikken er derfor en væsentlig arena, hvis man som 6 om dagen-kampagnen ønsker at påvirke adfærd og måltider i en grønnere retning.

I butikkerne rekrutteres også familier til opfølgende telefoninterview om deres erfaringer med måltider og nye “convenient” grøntprodukter. Oplevelsen er meget positiv hos familierne, der køber måltiderne. De anbefaler dem til andre, og flere bliver overraskede over, at deres børn med stor appetit spiser måltider med masser af grønt i.

Men der er kamp om kundernes opmærksomhed i butikken. Der er mange budskaber og skilteskove, så nye initiativer drukner hurtigt, hvis der ikke sættes ind med et langt træk, vedholdende synliggørelse og produktudvikling. Kvickly vælger efterfølgende at tilrette konceptet med henblik på landsdækkende lancering.

//

“Jeg har som kampagneleder i 6 om dagen arbejdet sammen med Caroline og Nueva i forbindelse med udvikling af nye måltidskoncepter i detailhandlen. Koncepterne er blevet til i samarbejder mellem producenter, detailkæder, NGO’er og myndigheder. Her har jeg med stor succes brugt Caroline til at udføre kvalitative analyser, der har givet samarbejdspartnerne svar på, hvordan forbrugerne har taget imod nye produkter inden for convenience food – og ikke mindst deres plads i butikken.
 
Carolines grundige og professionelle analyser samt konklusioner har betydet, at vi har kunnet videreudvikle og tilpasse koncepter – der måske ville være endt i skraldespanden på grund af røde salgstal og manglende viden om, hvad der gik galt.
 
Caroline har fingeren på pulsen, er meget entusiastisk og god at arbejde sammen med. Hos hende er jeg tryg, og opgaverne er altid i sikre hænder. Hendes imødekommenhed og kommunikationsevner betyder også, at hun får både samarbejdspartnere og forbrugere til at åbne op og dele ud af deres erfaringer.” Vibeke Toft, kampagneleder 6 om dagen.